Vidneerklæringer

Det er markant indenfor UFO-sagen, at de fleste UFO-rapporter kommer fra det amerkanske kontinent. Dette skyldes naturligvis, at det var i USA, det hele startede, og inden Rusland og Europa og resten af verden blev berørt af det på samme måde, var USA dybt involveret.

UFO’ernes operationsmønster er det samme over hele Jorden – men – med en særlig vægt på interessen for militære og videnskabelige anlæg.

Her følger nogle udtalelser fra kompetente personer/instanser og nederst på siden er en række links til vigtige vidner, der står offentligt frem med deres beretninger.


I 1946 meddelte den amerikanske efterretningstjeneste ATIC til det amerkanske forsvarsministerium, at:
– Flyvende tallerkener er intelligent kontrollerede.
– Flyvende tallerkener er ikke fra Jorden.
– Flyvende tallerkener er ikke fjendtlige.

I en tidligere hemmelig rapport, som nu er tilgængelig, sendt fra general Nathan Twining til den kommanderende general i flyvevåbnet, dateret den 23. september 1947, skriver han, at flyvende tallerkener er en realitet og ikke fantasi eller opdigt:
a) De rapportere fænomener er virkelige og ikke fantasi eller fiktion.
b) Der er objekter af form som en skive og af en så mærkbar størrelse, at de fremtræder som store intelligent fremstillede fartøjer.
c) Der er den mulighed, at nogle af hændelserne kan skyldes naturlige fænomener, sådan som meteorer.
d) De rapporterede manøvre egenskaber, så som ekstreme stigehastigheder og reaktioner, der må betragtes som undvigemanøvrer, når de opdages eller kontaktes af venlige fly og radar, støtter den anskuelse, at nogle af disse objekter er styret enten manuelt, automatisk eller er fjernstyrede.

Den 28. april 1948 afleverede det amerikanske statsministerium en rapport til den fælles militære stab, hvori der bl.a. stod: “Fra tid til anden har nogle tallerkenlignende projektiler udvist manøvrer, der indikerer, at de er intelligent kontrollerede og enten har piloter eller er radiostyrede. Disse objekters acceleration er højere, end hvad der er normalt. De er lydløse. Ved hjælp af specieller instrumenter er deres diameter blevet målt til at være mellem 30 og 50 meter.”

Den amerikanske general George Marshall sagde i 50’erne, at USA’s holdning til de flyvende tallerkener var, at de var bemandede rumskibe fra det ydre rum.

I Julen 1953 antydede general J. A. Samford fra Pentagon i USA, at landing af flyvende tallerkener var en mulighed.

En tidligere leder af den amerikanske flådes raketprogram, kontreadmiral Delmar Fahrney, beskrev grupper af flyvende skiver over en militær base i Californien: ”Den måde, de skiftede formation på, viste, at de var intelligent styret,” sagde han. ”De repræsenterer en vældig mængde teknologi, som vi er helt uvidende om.”

Chefen for den amerikanske forsvarsstab i Tokyo erklærede den 9. maj 1953: “I de sidste uger har flåde- og luftfarts-øjer, der opererer i Stillehavet, set mærkelige objekter ved adskillige lejligheder – objekter, som almindeligvis omtales som flyvende tallerkener. Deres ruter og mulige hjemlige base kunne bestemmes. I nærheden af øen Tinian blev et af objekterne ramt af et amerikansk fly og faldt ned i oceanet.”

Lord Dowding, den britiske Air Chief Marchall udtalte i 1954: “Mere end 10.000 observationer er blevet rapporteret, størstedelen kan ikke forklares videnskabeligt, f.eks. at de er hallucinationer, effekter af lys-brydninger, meteorer, hjul der falder af flyvemaskiner og andet… De er blevet sporet på radarskærme… og de målte hastigheder har været så høje som 9000 mph (15.000 km/t)… Jeg er overbevist om, at disse objekter eksisterer og at de ikke er fabrikeret af nogen nation på Jorden. Jeg kan derfor ikke se noget alternativ til at akceptere teorien om, at de kommer fra en udenjordisk base…”

Werner von Braun sagde i 1959: “Vi står overfor stærkere kræfter end vi oprindeligt troede, som opererer fra en ukendt base. Jeg kan ikke sige mere lige nu. Vi nærmer os en kontakt med disse kræfter. Om seks til ni måneder vil vi være i stand til at sige mere.”

Under et interview i 1977 fortalte US general Benjamin Chidlaw, leder af det kontinentale luftforsvars kommission: “Vi har stabler af rapporter om flyvende tallerkener. Vi tager dem alvorligt i betragtning af, at vi har mistet mange mænd og fly i forsøget på at tvinge dem ned.”

I 1967 sagde FN’s generalsekretær U. Thant: “Jeg anser UFO’erne for at være det vigtigste problem, De Forenende Nationer står overfor, næst efter Vietnam krigen.”

Da Voyager rumskibet blev sendt af sted den 20. september 1977, medbragte det et budskab fra præsident Jimmy Carter, som bl.a. sagde: ”Vi er et samfund på 240 millioner mennesker ud af den befolkning på over 4 milliarder, som befolker planeten Jorden. Vi er endnu inddelt i lande og stater; men disse vil snart blive til en enkelt, global civilisation … Dette er en gave fra en lille, fjern verden, et minde om vore lyde, vore tanker og vore følelser. Vi prøver at overleve vor tid, så vi kan leve ind i jeres. Vi håber, at vi en dag, når vi har bragt orden i det, vi står for, kan blive medlemmer af de kosmiske civilisationers samfund. Disse optegnelser udtrykker vort håb og vor beslutning og vor gode vilje i et umådeligt og overvældende univers.”

Astronauten James McDivitt udtalte i 1980, at mens han var pilot ved USAF i 1951 observerede de i flere dage i træk grupper af metalliske, tallerken-formede fartøjer i stor højde over basen. De forsøgte at komme tættere på dem, men de ukendte fartøjer var i stand til at ændre retning hurtigere end vore jagere. McDivitt tror, at UFO’erne eksisterer og at disse uforklarlige tingester er fra en anden teknologisk og avanceret civilisation.


Over 400 vidner fra CIA, NSA, NRO, det amerikanske luftvåben, marinen og hæren, som alle er afdelinger af efterretningsvæsner og militæret, har officielt bekendt, at de har været indblandet i USA’s sorte budgetter eller deltaget i skjulte projekter – altsammen noget der relaterer til UFO-sagen.

Fra det danske flyvevåben fremstår to kendte vidner, som er hhv. pens. major H.C. Petersen og pens. oberstløjtnant Kurt Abildskov.

Det er irrationelt ikke at acceptere vidneudsagn fra disse vidner. Læs nogle af disse vidners beretninger:

Pens. major H.C. Petersen fra det danske flyvevåben.

Hemmeligholdelsen

I 1952 var jeg på kursus i USA. Jeg havde i dagbladet “Mobil Gazette” læst, at den kommission, der var nedsat til at løse gåden om de flyvende tallerkener, var blevet opløst. Den havde løst sin opgave, men resultatet ville ikke blive offentliggjort, fordi man var bange for, at det ville skabe offentlig uro. Artiklen sluttede med at sige, at kommissionens medlemmers navne ikke ville blive offentliggjort. Underskrevet Harry S. Truman (den daværende præsident).

Da min grunduddannelse var afsluttet, ville skæbnen, at jeg blev sendt til Wright-Patterson Air Force Base i Dayton, Ohio, for at gøre praktisk tjeneste i kontroltårnet der. Det var jo netop der, den nedlagte kommission havde ‘haft’ til huse og der, hvor alle UFO-tråde fra hele verden samledes.

Jeg havde ikke været på denne base i ret lang tid, inden jeg fik viden om, UFO’erne ikke var lagt på hylden – der blev stadig forsket. Lige netop dette gjorde, at der skete et eller andet med mig. Jeg følte det, som om der blev trukket et slør fra mine øjne, og jeg mistede min hidtidige urokkelige tro på autoriteterne – selv om der skulle gå endnu over 20 år, inden jeg gjorde alvor af det, så var jeg faktisk på vej ud af systemet med denne opdagelse. Og på kortere sigt var det medvirkenden til, at jeg nogle år senere startede SUFOI (Sydjysk UFO Investigation – senere Skandinavisk UFO Information) og gik ind i det internationale UFO-arbejde.

Radarobservation

Efter mit kursus i USA var vi i 1955 ved at indkøre en indflyvnings radar på Flyvestation Skrydstrup, da der skete noget, som for første gang fik en mærkelig tanke til at strejfe mig. Det var en flygtig tanke, om min person på en eller anden måde kunne tænkes at være mål for noget af det, jeg havde været vidne til.

Det var en dag med tæt tåge, og derfor blev der ikke fløjet. Fra radarstationen blev jeg bedt om at komme derud, fordi man havde et problem. Problemet viste sig at være, at der tilsyneladende fløj objekter gennem vort luftrum med hastigheder, som vi målte til omkring 18.000 km/t, og det kunne naturligvis ikke passe, for sådanne hastigheder var ukendte på det tidspunkt. Der måtte være opstået en teknisk fejl. Medens vi andre undrede os, og teknikerne checkede det hele af uden at finde nogen fejl, var stationschefen og operationsofficeren kommet til stede.

Pludselig skiftede billedet – gennemflyvningerne ophørte, og i stedet så vi nu et antal stillestående objekter i luftrummet ud til ca. 20 km. Antallet skiftede hele tiden, så var der 20, så 13 så 4 osv., og at de dukkede op og forsvandt uden at efterlade sig synlige spor, sådan som et objekt i vandret bevægelse gør, var en indikation af, at de kom og gik lodret.

Cheferne og jeg diskuterede livligt, men de ville ikke ind på min ide om, at det var flyvende tallerkener, vi havde med at gøre. Sagens alvor var dog indlysende, hvilket også blev understreget af det faktum, at jeg fik lov til at lade jetfly intercepte objekterne (gå op og kigge på dem), når tågen lettede, og jeg fik fire F84 fly ud at stå ved baneenden klar til at starte op efter nærmere ordre.

Kl. 11.00 klarede det så meget op, at vi kunne sende flyene op. Lige inden jeg tog mikrofonen for at give piloterne starttilladelse, var der 12 objekter synlige på radar skærmen, men nøjagtig i det øjeblik, hvor jeg gav tilladelsen, forsvandt de alle som ved et trylleslag med undtagelse af 2, som stod hhv. 10 km. nord for pladsen og 15 km. syd for pladsen.

Jeg dirigerede 2 fly i hver retning, og par nr. 1 kom først til objektet, 10 km. nord for pladsen. Da de nærmede sig målet, sagde jeg: “Målet ligger kl. 12 (altså ret forude), afstanden er 5 km., højden er ukendt, kan I se noget?” Nøjagtig i det øjeblik forsvandt objektet fra radarskærmen, og piloterne rapporterede, at der var ikke noget at se.

Jeg var personlig overbevist om, at UFO’ernes besætninger, eller hvem der end måtte have kommandoen over dem, havde kunnet høre, hvad vi sagde over radioen, og efterhånden, som det internationale arbejde kom til at skride frem, kunne vi se, at lignende tildragelser havde afspillet sig overalt på Jorden.

Undertrykkelse af beviser

Kort tid efter denne tildragelse mødte en oberstløjtnant fra staben op ved morgen briefingen, stillede sig op foran de forsamlede piloter og afgav følgende meddelelse, som jeg citerer efter hukommelsen: “Mine Herrer, amerikanerne har fået et problem ind på deres radarskærme. De kalder fænomenet engle; og disse falske ekkoer kan optræde når som helst. Man har grund til at formode, at fænomenerne også vil optræde på radarskærme andre steder, og skulle det ske her i Danmark, ønsker man ingen rapporter – ignorer fænomenet – der er ingen risiko forbundet med det. Det var det hele – der kan ikke stilles spørgsmål.”

Nysgerrigt UFO

En anden markant oplevelse fandt sted under en natflyvning fra Flyvestation Skrydstrup. Det var eskadrille 729, der skulle flyve natflyvning, og efter at kontroltårn og indflyvningsradar var bemandet, meddelte den vagthavende i radaren, at han havde “en af mine”, som han udtrykte det, på skærmen. Dette UFO lå ud over Lillebælt ved Hejlsminde og cirklede med en radius på ca. 2 km. Jeg bad vagthavende holde øje med UFO’er og advare, hvis en af vore fly skulle komme for tæt på. Objektet lå lavt, for det sås tydeligst, når antennen var tiltet lavt.

Natflyvningen gik sin gang – en overgang kom der et UFO mere og cirklede ved siden af det andet – men det forsvandt snart igen, medens det første blev ved med at cirkle det samme sted. Natflyvningen nærmede sig sin afslutning – flyene vendte hjemad, kom ind over pladsen i stor højde, drejede mod sydøst, kastede højde af og drejede ind imod pladsen, når højden var ca. halveret, blev overtaget af radaren og ledt til landing. Intet usædvanligt skete, før…

…før det sidste fly drejede ind imod pladsen og lige var overtaget af radaren. Nu så radar-kontrolløren, at UFO’et forlod sin cirklende bane og satte kurs i retning af flyet. Nu var der grund til at advare. Han sagde: “DAS 29 (pilotens kode) pas på, der kommer et uidentificeret objekt op på din højre side bagfra.” Piloten svarede: “Jeg har set det, jeg vil lige … nu er det væk.” I samme sekund så radar-kontrolløren, at objektet dukkede op over Lillebæltsbroen, og her lå det og cirklede lige så længe, radaren var i gang.

Efter landingen kom piloten i tårnet og efter at have vandret op og ned ad gulvet en tid, fortalte han, da han drejede ind imod pladsen, havde set et mørkt område, som han lige med det samme antog for at være en Cumulus Nimbus (tordensky), men øjeblikkeligt huskede han, at meteorologen havde oplyst, at vejret ville være skyfrit under hele natflyvningen. Den næste tanke, der strejfede ham i de få sekunder, var, at det måske var en af de store radarstationer, der brugte ham som mål for en af deres natjagere, men det vidste han var absurd, og straks derefter fik han så advarslen fra indflyvningsradaren.Det, han ville have sagt, var, at han ville kigge nærmere på objektet, men så var det væk. Det sidste, han så, var et mørkt objekt som fløj parallelt med ham på højre side forskudt en smule bagud.

Adamski tallerken

Endnu en tildragelse fra Flyvestation Skrydstrup afspillede sig om aftenen midt under en snestorm.Al flyvning var indstillet, og på banerne kæmpede snerydningsmandskabet fra brandstationen for at rydde og holde banerne åbne, så der kunne flyves,hvis det skulle blive nødvendigt. Man kørte med de store plove fra den ene ende til anden og så i modsat retning osv. Da man under en af turene med en af plovene kom ud i østenden, så man, at der stod en “Adamski-tallerken” stille lige over det kraftige indflyvningslys i få meters højde. Brandmesteren kom op i tårnet og fortalte om hændelsen få øjeblikke senere.

Kurt Abildskov, pensioneret oberstløjtnant i det danske flyvevåben.

Mine oplevelser “ufo-mæssigt” i Flyvevåbnet efter 41 år som pilot.

Oplevelserne begyndte i 1952 under den første NATO flyveøvelse. Vi var stationeret på Flyvestation Karup med to eskadriller luftforsvarsjagere. Skyfri himmel – vi var fire piloter, der lå i græsset ved flyene og ventede på at blive sendt i luften. Over flyvestationen så vi da et rumskib, som med udstrakt arm fyldte ca 9-10 cm længde. Udenom kunne man se fire lysende UFOer. Vi kontaktede den stedværende radarstation, men da den kun dengang rakte til 7 km højde og rumskibet dermed var højere oppe kunne de ikke se den på scopet. De gik dog ud af bunkeren og kunne også se det. Senere fik vi at vide, at mange andre på flyvestationen så fænomenet, da vi havde orienterinsløb for det personel, der ikke var med i øvelsen. Observationen blev indberettet til hovedkvarteret, men vi hørte ikke mere om det.


Ved personlig at forfølge sagen fandt jeg ud af, at på samme tid stod der et lysende UFO ude over de marineskibe, som var med i øvelsen og en fotograf om bord på et af dem tog et billede af den.
Mange år senere efterlyste vi dette billede og fik det fra USA tillige med et billede af et UFO taget af John Glenn i 1962 under hans første rumtur omkring jorden.

I 1955 var jeg en dag såkaldt vagthavende pilot ved flyveledelsen i tårnet. To jagere af typen Hawker Hunter (et af de smukkeste byggede jagerfly) meldte deres anflyvning fra vest. Men pludselig sagde flyveleder Johansen: “Se, der er tre fly”. Alle fire i tårnet så dem. De to Huntere “brækkede” op til medvind, mens den tredje, et UFO formet som en “tallerken” med en diameter som flyenes vingefang (ca. 15 m), fulgte lidt med, men derpå brød af og fortsatte mod nord accellererende kraftigt.

I 1956 under natflyvning kl. ca. 22 om aftenen var vi 4 natjagere, som lå i en venteposition over flyvestation Ålborg i 7 – 8 km højde. Skagen radar kaldte os på nødfrekvensen og advarede os om et uidentifiseret fly eller objekt, der ville passere os i samme højde og på en såkaldt kolisionskurs. Vi holdt skarp udkig og forbi os kom et UFO, en tydelig “tallerken facon”, lysende orange og med en fart af ca. 800 km/t og en afstand af ca. 4-500 m. Ålborg radar var nu med og vi berettede, hvad vi så til flyveledelsen. Da den var ud for os, accellererede den og efter hvad de to radarstationer senere sagde, ændredes farten fra de 800 km/t til ca. 14.000 km/t på ca. 20 sekunder. Det har altid været interessant at opleve andres reaktion på noget sådant, som de egentlig ikke véd, hvad er. De vil helst ikke tale om det og ikke vide mere om det.

Som det fremgår var vi stationeret sammen med Hunterne, som opererede om dagen, mens vi opererede om natten. Flere gange blev de to jagere, som var på beredskab, kaldt til flyvestation Værløse, da man på radaren på den “sjællandske radarstion” kunne se et UFO, der stod kl. ca. 11 formiddag ud for Risø, hvor man på den tid var ved at indrette atomstationen.

I 1963 var jeg en tid sektorkontroller på centeret i Karup. Man har adgang og indirekte kontrol over samtlige radarer i landet. Kl. ca. 21 rapporterede Skagen radar et UFO ved Dronninglund i 500 m. højde. Der var en altvejrsjager på vej hjem til flyvestation Ålborg og jeg kontaktede ham og bad ham forsøge at få radarkontakt med flyets radar, men at han ikke skulle gå nærmere end 3,5 km.
Piloten fik kontakt på 9 km. afstand, men da han var inde på ca. 4 km. flyttede UFOet sig hurtigt ud til Læsø, stadig fulgt af radaren på Skagen. Da flyet var landet på Ålborg, fløj UFOet via Aså tilbage til Dronninglund. Hændelsen blev selvfølgelig noteret i logbogen og vores general var næste formiddag meget interesseret. Desuden var der mange visuelle observationer fra civile, som bekræftede hele hændelsesforløbet.

Det var selvfølgelig kendt i hele Flyvevåbnet, at jeg interesserede mig for denne sag. Derfor var der mange kolleger i tidens løb, som gerne ville vide mere ganske anonymt. Desuden fik jeg om vinteren mange henvendelser fra snerydningspersonel på Flyvestation Ålborg, som havde set UFOer stå ude i de kraftige indflyvningslys, der står i forlængelse af startbanen. Mens jeg i perioden 1980-85 var chef på flyvestation Tirstrup fik jeg mange rapporter dels fra vores eget personel og dels fra omkringboende.

I min tid som udstationeret og udlånt til bl. a. Royal Air Force, England, var det et meget anvendt emne blandt piloterne og det kunne mærkes, at chefen for RAF på et tidspunkt over BBC havde sagt, at UFOer er en realitet, men vi ved ikke, hvad det er. I Canada og Brasilien har jeg mødt tilsvarende positivitet overfor dette emne.

Det har i disse mange år været og er stadig min faste overbevisning, at man må bidrage alt det man kan for udbredelsen af kendskabet til dette emne. Alt tyder på, at vi ikke er alene i rummet og tillige, at vi ikke kan undvære assistancen derude fra på grund af den måde, vi behandler vores planet på, ikke mindst med tanken på kernevåben og kernekraft.

John Callahan, divissions chef FAA (USA’s luftfartsvæsen).

For seks år siden var Mr. Callahan divisionschef for Accidents and Investigations Branch af FAA (Federal Aviation Agency = statens luftfartsvæsen) i Washington DC. I sin vidneforklaring fortæller han om et 1986 japansk Airlines 747 fly, som blev forfulgt af et UFO gennem 31 minutter over Alaskas luftrum. UFOet lagde sig også i halen på et United Airlines fly, indtil flyet landede. Der var visuel bekræftelse såvel som luftbaseret og jordbaseret radar-bekræftelse. Denne hændelse var betydningsfuld nok til at få FAA administrator, admiral Engen, til at holde en orientering næste dag, hvori FBI, CIA, præsident Reagans videnskabelige studiegruppe såvel som mange andre deltog. Radarbeviser på videobånd, lufttrafik-stemmekommunikation og avisreferater var samlet og lagt frem. Ved slutningen af dette møde gav de deltagende CIA medlemmer alle tilstedeværende besked om, at ”dette møde aldrig havde fundet sted” og       at ”dette tilfælde aldrig blev optegnet.” Idet de ikke forstod, at der var flere vidneberetninger, beslaglagde de kun det nærværende bevismateriale, men Mr. Callahan var i stand til at sikre video-optagelser og båndede vidnesbyrd fra begivenheden.

John Callahan beretter selv:

Nuvel, i 747’eren har de en radar i snuden, som registrerer vejret udenfor. Så hans radar opfanger et mål. Han ser dette mål med det blotte øje. Og målet, måden han beskrev det på, var som en kæmpemæssig bold med lys, der løb rundt omkring den. Og jeg tror, han sagde, den var omkring fire gange så stor som en 747!

Og militærmanden sagde noget i retning af: ”Ja, jeg ser ham 35 miles nord for Anchorage…”

UFOet hoppede rundt om 747’eren her. Og da han skulle sige det, ville militærmanden skære igennem og sige: ”Han er nu ved klokken 2.00 eller 3.00 og han ville bekræfte denne position. Det militære kontrolapparat har hvad de kalder højde-finder radar, og de har langdistance radar og kortdistance radar. Så hvis de ikke fanger den på det ene af deres systemer, fanger de den på det andet. Og hvis man lytter til militærmanden, siger han på et tidspunkt: ”Jeg har den på højde radaren, eller min distance radar, hvilket antyder, at de havde et mål på hans system. Nuvel, de fastholdt det i det meste af 31 minutter…

Så den næste dag fik jeg en opringning fra nogen i den videnskabelige studiegruppe (for præsident Reagan), eller CIA, jeg er ikke sikker på hvem det var, den første opringning. Og de havde nogle spørgsmål til hændelsen. Og jeg havde sagt, jeg ved ikke hvad De taler om, De ønsker måske at kontakte admiralen (FAA administrator Engen).

Nuvel, få minutter senere ringer admiralen ned og siger: ”Jeg har fastlagt en briefing i morgen tidlig kl. 9.00 i det ovale værelse. Medbring alt det materiale, De har. Tag alle med derop og giv dem, hvad end de ønsker. Vi ønsker at komme ud af det. Lad dem bare gøre, hvad de har lyst til. Så jeg medbragte alle folkene fra Tech Centret. Vi havde alle slags databokse, som vi havde fået printet ud; det fyldte hele værelset. De førte tre mennesker ind fra FBI, tre fra CIA, og tre fra Reagans videnskabelige studiegruppe – jeg ved ikke, hvem resten af dem var, men de var alle spændte…

Da de var færdige, tog de minsandten alle disse andre fyre i ed på, at dette aldrig havde fundet sted. Vi havde aldrig haft dette møde. Og dette var aldrig blevet optaget, sagde fyrene fra CIA. At de aldrig havde været der og dette aldrig var sket. På det tidspunkt sagde jeg: ”Nuvel, jeg ved ikke, hvorfor De siger dette. Jeg mener, der var noget dér, og hvis det ikke er stealth-bomberen, så ved De godt, det er et UFO. Og hvis det er et UFO, hvorfor må folk så ikke få det at vide? Åh, de blev alle ophidsede over det. Man ønsker ikke engang at sige sådan noget. Han sagde, det var første gang, de nogensinde havde haft 30 minutters radar data på et UFO. Og de brænder alle efter at få fingre i dataene og finde ud af, hvad det er og hvad der i virkeligheden foregår. Han sagde, at hvis de gik ud og fortalte den amerikanske offentlighed , at de var løbet ind i et UFO derude, ville det skabe panik over hele landet. Så derfor kan man ikke tale om det. Og de vil tage alle disse data…

Nuvel, når de læser de rapporter, som kom igennem, besluttede FAA, at det måtte beskytte sig selv – man kan ikke sige, man så et mål, selv om det var, hvad han sagde. Så de fik ham til at ændre sin rapport og sige ’positions symboler,’ hvad der får det til at lyde som om, det ikke var et rigtigt mål. Nuvel, hvis det ikke er et mål, så er mange af de andre position symboler, som vi skiller ud på radar, heller ikke mål. Og når jeg læste det, tænkte jeg: ”Åh, der er noget muggent her, som om nogen er bekymret over et eller andet og de prøver at tilsløre det.”

Da CIA fortalte os, at dette aldrig var sket og at vi aldrig havde haft dette møde, tror jeg, det var fordi de ikke ønskede at offentligheden skulle vide, dette foregik. Normalt ville vi udsende en form for nyhedsudsendelser om at det og det skete…

De eneste, der ser et UFO i TV programmerne, er de hvide landarbejdere (i Sydstaterne) ude på landet, som jager vaskebjørne eller alligatorer om natten. Man finder ingen med blot antydning af kløgt eller nogen individuel professionel, som siger: ”Hej, lad mig fortælle dig, hvad jeg så sidste nat.” De fremlægger ikke den slags i De Forenede Stater. Så hvis man taler om at se et UFO, anbringer man sig selv i en sjov slags kategori. Det er måske en af grundene til, at man ikke hører noget om det mere. Men hvad mig angår, så jeg et UFO forfølge en japansk 747 tværs over himlen i mere end en halv time på radar. Og det er hurtigere end noget jeg kender til i vor regering.

Nuvel, jeg har været involveret i en masse mørklægninger med FAA. Da vi fremlagde præsentationen for Reagan staben, stod jeg bag den gruppe, der var der. Og da de talte til folk i værelset, fik de alle disse mennesker til at sværge på, at dette aldrig var sket. Men de fik aldrig mig til at sværge på, at det aldrig var sket. Og det har altid generet mig, at disse ting foregår, og hvis man ser noget eller hører noget på radio eller TV, nyhederne, gemmes det væk, som om det ikke er der. Jeg har haft en hård tid med ingenting at sige.

Det plager mig stadig, at jeg har set alt dette, jeg ved alt dette, og jeg går rundt med svaret., og ingen ønsker at stille spørgsmålet for at få svaret. Og det ligesom irriterer mig en lille smule. Og jeg tror ikke, at vores regering skulle være så opblæst. Jeg tror, hvis vi havde sådan noget som dette, kan man måske bedre finde ud af, hvad der foregår i verden uden mørklægning. Hvis de (UFOerne) kan rejse så langt, den afstand med den slags maskineri, hvem ved så, hvad de kunne gøre her med hensyn til nationens sundhed, menneskene, maden, de kunne give dem, de cancersygdomme, vi kunne kurere. De må vide mere end os for at kunne rejse med den fart.

For de mennesker, der siger, at hvis disse UFOer eksisterer, ville de en dag være på radar og der ville være professionelle, som så dem, kan jeg fortælle dem, at tilbage i 1986 var der nok professionelle mennesker, som så det. Det blev bragt ned til hovedkvarteret, FAA hovedkvarteret, Washington DC. Administratoren så båndet med det. De mennesker, som vi udspurgte, de har alle set det. Reagans videnskabelige studiegruppe, tre af de professorer, doktorer, de har set det. Hvad mig angår, var det dem, der bekræftede mine egne tanker om det. De var meget, meget ophidsede over dataene. De havde sagt, at dette var den eneste gang, et UFO nogensinde var blevet optaget på radar af en længde på 30 minutter. Og de har alle disse data at se på…

Hvad jeg kan fortælle Dem, er hvad jeg har set med mine egne øjne. Jeg har et videobånd. Jeg har lydbåndet. Jeg har rapporterne, som blev arkiveret, som vil bekræfte, hvad jeg har fortalt Dem. Og jeg er en af dem, som man ville kalde høje regeringsembedsmænd i FAA. Jeg var divisonschef. Jeg var kun tre eller fire grader under admiralen…

Carol Rosin, missil forsvars rådgiver.

Carol Rosin beretter:

Mit navn er Carol Rosin. I 1974, efter at være uddannet til skolelærer af sjette grad, blev jeg introduceret overfor Werner von Braun, rakettens fader.

Ved mit første møde med ham, i løbet af de første tre og en halv time sagde han til mig, ”Carol, du må stoppe militariseringen af rummet.” Jeg svarede, ”Du véd, lærere stopper ikke før til juni…” Han sagde, ”Nej, du må forstå. Dette er februar og du skal stoppe militariseringen af rummet, fordi der fortælles en løgn til alle – at militariseringen af rummet skal ske på grund af djævlens imperium, russerne.” Han sagde, at der er mange fjender imod hvem, vi må oprette dette rumbaserede våbensystem.

Den første af disse fjender var russerne. Derefter ville der være terrorister, så ville der være den tredje verdens lande – nu kalder vi dem slyngel stater eller nationer med uro – så vil der være asteroider og så gentog han for mig igen og igen, ”…og det sidste kort, det sidste kort, det sidste kort ville være den udenjordiske trussel…”

Nuvel, da han sagde asteroider grinede jeg og da han sagde udenjordiske, vidste jeg, at jeg ikke var enig. Og nu hører vi i nyhederne allerede i dag, at i denne uge har der indsneget sig en anden fjende, blot beskytter vi denne gang vore satelitter.

Med andre ord er vi af en eller anden grund nødt til at spendere disse billioner, at spilde disse dollars på et våbenbaseret system og det er alt sammen løgn.

Dette er et system, fortalte han mig, som aldrig vil beskytte nogen. Selv dengang talte han om håndtaske bomber. Han talte om kemikalier, vira, bakterier, biologiske krigsførsel som disse rumbaserede våben aldrig ville beskytte os imod. Og så fortalte han mig, at hvis man rejse rundt om i verden – hvilket jeg gjorde efter hans død i 1977, jeg mødtes med mennesker i over 100 lande, som var venner – ønsker man ikke dér at bygge rumbaserede våben.

Jeg blev missilforsvars rådgiver og jeg arbejdede med mennesker rundt om i verden. Og jeg blev rådgiver for den kinesiske folkerepublik. De ønsker ikke at bygge et rumbaseret våben system. Og han fortalte mig dengang, at det gjorde de ikke.

Han sagde, tag til Rusland. De betragtes som vor fjende. Jeg tog selv afsted i et fly. Da jeg tog til Rusland havde jeg en liste over mennesker, som jeg havde taget fra avisen.

Tjernenko var da på sit kontor. Han var den eneste jeg ikke fik chance for at møde. De præsenterede mig for allesammen, da jeg kom. Og da jeg kom tilbage, sagde jeg, ”Oh, min Gud, denne mand (Braun) fortæller sandheden. Der er ingen trussel.”

Jeg har ventet på denne dag i 27 år, og jeg forventer at ’snurreturen’ sker, fordi han forklarede også for mig, at som en militær strateg, som en person der arbejder på MX missil, hvad jeg senere gjorde, sagde han du vil opdage, at der vil komme til at foregå en ’snurren’ for at finde en fjende, imod hvem vi må bygge et rumbaseret forsvar. Og nu, må vi forvente snurreturen.

Fordi, sagde han, dele af opskriften for efterretnings interesser er, at de (uro staterne) kunne have et våben, og vi må tage i betragtning, at de har disse våben. Så da de nu har disse våben, må vi bygge disse våben systemer. Og dette er opskriften – bortset fra at det altsammen er baseret på en løgn.

Vi har vidner, som har vist, at disse udenjordiske væsner, at disse fartøjer der kommer her, som ikke er UFOer, det er identificerede flyvende objekter. At vi véd de er bemandede. Og vi har vidner, som har fortalt, at de kan destruere vore missil siloer. De kan stoppe en raket, der er på vej ud i rummet.

Vi har vidner, som har arbejdet i sikkerheds sektioner og som har modet til at stille sig frem og understøtte, hvad Werner von Braun fortalte mig fra 1974 til 1977. Og jeg vil vidne overfor Kongressen, at da jeg oprettede Institute for Security and Cooperation in Outer Space (instituttet for sikkerhed og samarbejde i det ydre rum), hvilket jeg nedlagde for få år siden, fordi jeg ikke troede vi havde en chance med det enorme, integrerede verdensomspændende og komplekse våbensystem, at vi i det hele taget havde nogen mulighed for at transformere denne krigs industri til en rum industri. En rum industri, som kan skabe fordele ved at tilendebringe den globale opvarmning, vi kan stoppe energikrisen, vi kan nu producere forureningsfrie tekniske indretninger.

Werner von Braun plejede at fortælle mig, at vi kunne have biler, dengang, som kørte rundt uden at røre jorden. Han ville beskrive det for mig, som den rette vej, så vi ikke ville have forurening på denne planet.

Og vi kan løse problemerne med de mennesker, som er pågående, potentielle, og de andre primitive og de andre kulturer på Jorden og i rummet. Og vi kan tilendebringe våben kapløbet uden at forstyrre industri jobbene, uden at økonomien bryder sammen, ved at forvandle, fortalte Werner von Braun mig, krigs industrien til en global samarbejdende rum industri, og, sagde han endelig, der vil skabe flere jobs og profit på denne planet end i nogen tidligere varm eller kold krigstid. Flere produkter og mere service som kan tilføres direkte for at løse problemerne på denne planet. Og vi kan have en hel menneskehed nu, som lever i fred på Jorden, mellem alle kulturer og alle udenjordiske kulturer i rummet.

Og disse er ordene, som Werner von Braun fortalte mig i 1974. Og jeg vil vidne overfor Kongressen under ed, om alt hvad jeg har sagt, og mere.

Donna Hare, Philco Ford Aerospace.

Donna Hare beretter:

Jeg arbejdede hos Philco Ford Aerospace fra 1967 til 1981.

I løbet af denne periode var jeg teknisk tegner. Jeg lavede lysbillederne med affyringer og landinger, samt kort over Månen for NASA.

Vi var leverandør, men det meste af tiden arbejdede jeg på stedet i bygning 8. Jeg havde lejlighed til at lave ekstra arbejde når der ikke var så travlt, hvilket skete mellem missionerne, og jeg gik ind i fotolaboratoriet, som var et NASA laboratorium på den anden side af entréen. Jeg havde en sikkerhedsgrad, som ikke er så høj, men jeg var i stand til at gå ind i klassificeret område, som dette var.

Jeg talte med en af teknikerne derinde og han henledte min opmærksomhed på et fotografi, et NASA fotografi. Der var et punkt på det og jeg spurgte: ”Hvad er det? Er det et punkt på emulsionen?” Og han svarede smilende med krydsede hænder: ”Punkter på emulsionen efterlader sig ikke runde skygger på overfladen.”

Det var et luftfoto af Jorden. Jeg formoder det var Jorden, fordi der var fyrretræer.

Skyggerne fra fartøjet, eller hvad det nu var, havde samme vinkel som træerne. Teknikeren bekræftede overfor mig, at det drejede sig om et UFO, altså uidentificeret – så jeg vidste ikke hvad det var.

Jeg blev på dette tidspunkt klar over, at det var meget hemmeligt, at det blev holdt hemmeligt, for jeg spurgte ham: ”Hvad vil man gøre med denne viden?” Og han svarede: ”Vi retoucherer dem altid ud før vi sælger dem til offentligheden.” Så… denne irriterende lille fremtoning på fotoet ønskede de at skaffe sig af med.

Efter det besluttede jeg at stille spørgsmål til andre, som arbejdede dér. Og jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at spørge dem udenfor arbejdstid.

En vagt fortalte mig, at han var blevet bedt om at brænde nogle billeder og ikke kikke på dem. Og en anden vagt i grøn uniform havde bevogtet og overvåget ham, mens han brændte billederne. Han sagde, at han var alt for fristet og kikkede på et af billederne, som var et foto af et UFO. Han var meget beskrivende.

Han havde øjeblikkeligt fået én på hovedet, og han havde en stor flænge i panden – han var slået ud. Han var skræmt. Så han måtte beskyttes.

Et andet tilfælde. Jeg kendte én, som var i karantæne sammen med Apollo astronauterne. Han fortalte mig, at Apollo astronauterne så fartøjer på Månen da de landede. Og det er hvad han fortalte mig.

Han var også bange. Han sagde, at astronauterne blev bedt om at tie. De har ikke tilladelse til at tale om det.

Så, jeg ønsker at lade jer vide, at jeg arbejdede dér i nogle år. Ikke enhver véd, hvad der er foregået over længere tid.

Min chef vidste intet om det. Nogle af dem, som arbejdede samme sted vidste ingenting. Det er meget mærkeligt, fordi jeg vidste ikke, at man kunne gøre det, men de kan lade nogen kende til det og andre ikke.

Jeg er villig til at vidne overfor Kongressen, at hvad jeg siger er sandt.

Merle Shane McDow, US Navy Atlantic Command.

Mr. McDow gik ind i Flåden i 1978 og opnåede en top-hemmelig, Special Compartmented Intelligence (SCI) klarering med en Zebra Stripes. Han var tildelt Atlantic Operational Support Facility, Atlantic Command, dernæst under admiral Trane. Mr. McDow var til stede, da et UFO blev indfanget på radar og set af piloter visuelt bevæge sig med høj fart op og ned af den atlantiske kyst. Kommandocentret blev sat på zebra alarm og admiral Trane gav ordre til at tvinge UFOet ned. Mr. McDow diskuterer de trusler samt den intimidering og konfiskation af logbøger, der fandt sted efter hændelsen.

McDow beretter:

…Og det tidlige advarselssystem – jeg tror, det kom ind fra en Air Force base på Grønland eller Nova Scotia på det tidspunkt – sagde, at vi havde kontakt med et uidentificeret flyvende objekt, som var trængt ind i vort luftrum. …

Og i løbet af få minutter var admiral Trane styrtet ind i Kommandocentret og ind i sin bås, som han havde lige under mezzaninen dér, og det første, admiral Trane ville vide, var, hvor mange kontakter, vi havde, hvor de var, i hvilken retning gik de og reagerede Sovjet. For vi vidste, at det ikke var Sovjet, som havde invaderet vort luftrum. Det var bekræftet lige fra begyndelsen, fra starten.

På det tidspunkt, da admiral Trane fandt ud af, at det ikke var russerne og at han ønskede at vide om russerne også havde reageret på denne trussel, det var i det øjeblik, at han gav tilladelse til at lade to fly gå på vingerne for at se hvad dette var. Og det var på det tidspunkt, at denne jagt op og ned ad østkysten begyndte. Vi opsendte flyvemaskiner fra så langt nord på som Grønland til NAS (Naval Air Station), Oceanien. Dette objekt, vi havde det på radar – denne hændelse varede næsten en time. Man kunne høre den direkte transmission af piloternes stemmer. Og de havde visuel bekræftelse af objektet og lavede beskrivelser af det. Piloterne var i stand til komme tæt på objektet et par gange og kunne se, at objektet ikke var en flyvemaskine, vi var fortrolige med – det var hverken noget, vi eller russerne havde. Det blev meget hurtigt fastslået. Dette rumfartøj eller hvad det nu var, de jagtede, viste meget uberegnelig flyvning op og ned ad kysten, hurtig flyvning…

Det ene øjeblik var det her og det næste: ’bam’, var det nede adskillige hundrede miles nede ad kysten, legede blot tagfat…

Billederne, som vi fik tilbage i Kommandocentret senere, kom fra de første kontakter, flyene havde med det ud for Nordamerikas nordlige kyst. De kom tæt nok på til at få taget nogle billeder, som senere blev bragt videre til Kommandocentret…

Hvad der virkelig plagede admiral Trane, hvad der egentlig fik ham til at gå fra snøvsen, var, at denne ting bestemt havde absolut kontrol over situationen og kunne være hvor som helst, den ønskede i løbet af sekunder. Det ene øjeblik var vi tæt på den ud for Maines kyst, og det næste er den i Norfolk med kurs sydpå mod Florida. Og alt vi kan gøre, er at få den tidlig-advarsels-radar op og ned ad kysten til at holde udkig efter denne ting, som bare legede med os.

Admiral Trane og hans stab var meget bekymrede over det, mildest talt. De var især meget bekymrede, da de fandt ud af, at det ikke var russerne og det ikke var os, og han var ikke vidende om nogen ellers, som havde teknologien til at bygge et sådant fartøj, som kunne bevæge sig omkring så let og hurtigt. Jeg husker tydeligt, at jeg kiggede ud over mezzaninens rækværk og så blot fuldstændigt kaos opstå på grund af deres manglende evne til at holde øje med denne ting, hvad det end var.

UFOet bevægede sig omkring så uberegneligt og hurtigt op og ned ad kysten… De prøvede at give så mange befalinger, de kunne op og ned ad kysten for at spore denne ting eller få et fly op. Admiral Trane sendte fly på vingerne til højre og venstre, op og ned ad hele den østlige kyst for at prøve at isolere denne ting og få nogle fly fra nord og syd til bogstaveligt talt at spore den og tvinge den ned. Det var tydeligt, at de ønskede at indhente den, at tvinge den ned med hvad der end var muligt.

Ordren blev givet af admiral Trane for at prøve at få dette objekt tvunget ned fra himlen, hvis overhovedet muligt, med hvad der end var muligt…

Da denne hændelse som jeg gengiver den, sluttede, tog objektet, som vi havde jagtet op og ned ad strandbredden, kurs ud over Atlanten, over Azorerne. Jeg husker, de sagde, at det steg i en vinkel på 66 grader, da det nærmede sig Azorerne på denne måde, og det steg i       en vinkel på 66 grader uden at sagtne farten eller noget, og forlod atmosfæren og bevægede sig ud i rummet. Det satte blot kurs mod rummet og var væk med ét. Jeg mener, det forsvandt bare fuldstændig. Vi taler om noget, som dækkede tusindvis af miles på et øjeblik og det var bare væk og fik alle rundt om til måbe: ”Nå da da, hvad mon det var.”

Det var på en måde komisk at se hvordan De Forenede Staters overlegne militærmagt var på knæene af noget, de ikke anede, hvad var, hvor kom fra, hvor skulle hen eller noget som helst. Det eneste, de med sikkerhed vidste var, at det ikke var russerne, og de var ubøjelige i bestræbelsen på at finde ud af det…

”Disse to herrer begyndte at stille mig spørgsmål om denne begivenhed. De blev meget ubehagelige for at sige det ærligt. Jeg husker, at jeg bogstaveligt talt rakte hænderne i vejret og sagde ”Et øjeblik, venner, jeg er på jeres side. Blot et øjeblik.” For de var ikke særlig venlige. De fremkom med trusler og gjorde det meget klart, at intet som var set, hørt eller bevidnet måtte sive ud fra denne bygning. ”De må ikke sige et ord om det til Deres samarbejdspartnere. Og uden for basen glemmer De blot alt hvad De har set eller hørt vedrørende dette. Det har ikke fundet sted…”

Man fik det indtryk, at de ellers ville udføre legemsbeskadigelse på én, uden rigtigt at komme frem og true én. Man kunne blot udlede det af tonen i deres stemme, som når nogen siger ”Hej, kammerat, gør hvad jeg siger, ellers så…”

Hvis dette objekt havde været fjendtligt og ønskede at nedkaste våben eller skyde missiler efter os, eller hvad som helst, ville det have været meget let for dem at gøre det. Der var ingen tvivl om det.

Vi havde på det tidspunkt intet, der kunne kaste lys over, hvad dette var. Og det kunne frit smutte ud af vort luftrum og gøre hvad det ønskede med hensyn til at bevæge sig. Vi repræsenterede ingen som helst trussel for det. Det stod smerteligt klart; meget. Jeg tror, admiral Trane var klar over det også og var meget bange. Jeg vil ganske enkelt sige, at den gamle dreng var oprigtigt bange…

Jeg ville mene, at de anlæg, der virkelig havde dette UFO på radar – der var fem, som jeg er sikker på, og det er fra Grønland og hele vejen til Florida, og der kan være andre, jeg ikke kender. Jeg ved dette, fordi admiral Trane gav ordrer til NAS Oceania. ”Lad os få nogle fly op der fra, få nogle fly på vingerne i en fart.” Han ringede til dem for at alarmere Dover Air Force Base, Putuxent River, Maryland, Cecil Field nede i Florida…

Steven Lovekin, Brigadegeneral, Army National Guard Reserve.

Brigadegeneral Lovekin gik ind i militæret i 1958. I 1959 meldte han sig til White House Army Signaling Agency og tjente under præsident Eisenhower og dernæst under præsident Kennedy med en mere end tophemmelig klarering. Han var bekendt med Projekt Blue Book og fortalte hvordan det projekt dokumenterede højt videnskabelige og specielle UFO tilfælde fra meget pålidelige kilder. De gennemgik fotos taget af Air Force piloter, Marine Air Corps piloter og nogle ukendte piloter og mangfoldige rapporter fra radar locks-ons. Han fik også forevist en stump metal taget fra Roswell nedstyrtningen. Mens han arbejdede under præsident Eisenhower, opdagede han, at Eisenhower var stærkt interesseret i UFOer, men at Eisenhower måtte se i øjnene, at han havde mistet kontrollen med sagen.

Steven Lovekin beretter:

… Det, de prøvede at sige, var: ”Se, vi har dette fysiske bevis, som passer med det, De har set i Bluebook; vi har nu kunnet få fingre i dette materiale og vise Dem det”, og det er, hvad han gjorde. Han fortsatte med at forklare, at dette var materialet, som stammede fra nedstyrtningen i New Mexico i 1947 af et udenjordisk fartøj og det var omsider behandlet… Han beskrev ikke, hvad ligene lignede, selvom de diskuterede den kendsgerning, at der var lig, lig af udenjordiske…

Det blev sagt os, at hvis man ønskede at ødelægge sin karriere, ville den hurtigste måde være at tale om UFOer…

Vi så en masse UFO billeder. Nogle af de billeder, jeg så, synes jeg måske var en lille smule bedre end dem, vi ser i dag. Disse billeder af UFOer var taget af Air Force piloter…

Jeg ville anslå, at der måske var mellem 200 og 300 sager om radar lock-on. Det er derfor, de sager var dér – fordi de var autentiske…

Men der skete det, at Eisenhower blev svigtet. Uden at vide det mistede han kontrollen med, hvad der skete med hele UFO situationen. I sin sidste tale til befolkningen tror jeg, han fortalte os, at det militære industrikompleks ville dolke én i ryggen, hvis man ikke var fuldstændig på vagt. Og jeg tror, han følte, han ikke selv havde været på vagt. At han følte, han havde tiltro til for mange mennesker. Og Eisenhower var et tillidsfuldt menneske. Han var et godt menneske. Og jeg tror, han så i øjnene, at pludselig var denne sag ved at blive kontrolleret af selskaber, som meget vel kunne handle til skade for landet.

Denne frustration fortsatte så vidst jeg husker i månedsvis. Han indså, at han var ved at miste kontrollen med UFO sagen og at fænomenet eller hvad det end var, vi stod overfor, ikke ville komme i de bedste hænder. Så vidt jeg husker, var det dét udtryk, der blev brugt: ”det vil ikke komme i de bedste hænder.” Der var virkelig bekymmring. Og sådan har det vist sig at være.

Det er blevet drøftet med mig ved utallige lejligheder, hvad der kunne hænde mig militært, hvis jeg diskuterede dette. Jeg ville sige, at regeringen har ødelagt lige så meget ved at håndhæve hemmeligholdelse gennem anbringelse af simpel frygt som de har gjort med alt muligt andet vedrørende det moderne menneskes hukommelse. Jeg tror virkelig, de har ødelagt noget.

En ældre officer diskuterede med mig, hvad der eventuelt kunne ske, hvis der kom en afsløring. Han talte om at blive slettet, og jeg sagde: ”Mand, hvad mener du med slettet?” Og han sagde: ”Jo, du vil blive udraderet – forsvinde.” Og jeg sagde: ”Hvordan ved du alt dette?” Og han sagde: ”Jeg ved det. Sådanne trusler er fremkommet og er blevet ført ud i livet. De trusler startede helt tilbage i 1947. Hærens Luftforsvar fik fuldstændig frie hænder til at håndtere dette. Dette er den største sikkerhedssituation, dette land nogensinde har haft med at gøre, og der har været nogle udraderinger. ..”

Jeg er ligeglad med, hvad slags menneske, man er. Jeg er ligeglad med, hvor stærk eller modig, man er. Det ville være en ganske forfærdelig situation ud fra, hvad Matt (denne ældre officer) sagde: ”De vil ikke kun gå efter dig. De vil gå efter din familie.” Det var hans ord. Så jeg kan kun sige, at grunden til, de har klaret at hemmeligholde det så længe, er konstant frygt. De er meget kræsne med måden, de trækker nogen frem for at statuere et eksempel på. Og jeg ved, det har været gjort…

Jeg ser det sådan: når man udspreder løgn og frygt for sandheden, bringer man sig selv i en meget sårbar position…

Og man kan ikke skabe noget positivt gennem frygt. Frygt degenerer blot den menneskelige sjæl og den menneskelige psyke, den menneskelige bevidsthed, om man vil.

Jeg tror, hemmeligholdelse har været håndhævet, fordi afsløringer fuldstændig ville ødelægge en økonomi, som var konstrueret af visse kapitalister i dette land for længe, længe siden, så de kunne opretholde sig selv og deres selskaber herfra og til evigheden. Jeg tror, olieindustrien har en speciel interesse i at bevare sin position dér, hvor den er, ligegyldigt hvilken form for forurening eller katastrofale sideeffekter, der må være have været og fortsat dukker op.

Jeg tror, at det, vi har med at gøre, er visse elektromagnetiske opfindelser, som er drevet af kilder, vi ikke helt forstår endnu – nuvel, vi gør bestemt ikke reklame for dem på nogen måde. Men disse opfindelser ville skabe fri energi. Og fri energi ville være noget, selskaber bliver grebet af panik over. Jeg tror, denne regering er grebet af panik over det…

Men vi vil med tiden være nødt til at dele denne information , som vil tillade os at få fri energi. Regeringen er klar over dette. Det er dumt af dem, at forsøge at få resten af os til at se ud som tåber og sige, at dette ikke kan ske. Forstår De: det kan ske.

Spørgsmålet var: ”Hørte jeg, at vi nogensinde havde opsamlet signaler, som ikke kunne identificeres eller, hvis de kunne identificeres, kom ind fra fremmede fartøjer, som måske har holdt os under opsyn?” Ja, det gjorde jeg. Jeg hørte det fra mindst fem eller seks rapporter, som blev behandlet i Bluebook. Faktisk er adskillige af rapporterne kommet ind via piloters radioer…

Professor Robert Jacobs, løjtnant ved US Air Force.

Professor Jacobs er en respekteret professor ved et større amerikansk universitet. I 1960’erne var han i Luftvåbenet. Han var en officer som havde opsyn med optisk instrumentering, og hans job var at filme ballistiske missiltests opsendelse fra Vandenberg Air Force base i Californien. I 1964, under en test af det første missil, de filmede, fik de på filmen et UFO, som bevægede sig lige ved siden af missilet. Han siger, det så ud som to tallerkener sat sammen med en rund bordtennisbold som overflade på toppen. Filmen viste, at fra kuglen var en lysstråle rettet mod missilet. Dette skete fire gange, fra fire forskellige hjørner, da missilet var ca. 90 km oppe og bevægede sig med en hastighed af 16.500 til 21.000 km i timen. Missilet tumlede ud af rummet og UFOet forsvandt. Næste dag blev han forevist filmen af sin kommanderende officer og fik ordre om aldrig at tale om dette igen. Han sagde: hvis det nogensinde kommer på tale, skal De sige, at det var laserangreb fra UFOet. Professor Jacob fandt, at dette var usædvanligt, for i 1964 var lasere endnu i deres vorden i laboratorierne, men han samtykkede ikke desto mindre og har ikke talt om det i 18 år. År senere, efter at en artikel kom om filmen, begyndte professor Jacobs at modtage chikanerende telefonopringninger i de tidlige morgentimer. Hans postkasse blev endda sprængt i luften ude foran hans hus.

Robert Jacobs beretter her:

Vi sendte filmen tilbage ned til basen og – jeg ved ikke, nøjagtig hvor længe efter begivenheden – det kan have været en dag eller to – blev jeg kaldt ind på major Mansmann’s kontor ved Den Første Strategiske Luftrums Divisions Hovedkvarter. Jeg gik ind på hans kontor og dér havde de sat et lærred og en 16 mm filmforeviser op. Der stod en sofa og major Mansmann sagde: sid ned. Og der var to fyre i gråt, civilt tøj, hvilket var temmelig usædvanligt. Major Mansmann sagde: kig på dette her og startede filmforeviseren. Jeg kigge på lærredet og dér var opsendelsen fra en dag eller to i forvejen…

Vi så det tredje trin udbrænde. På det teleskop kunne vi se attrap-sprænghovedet. Det fløj afsted og ind i billedet kom noget andet. Det fløj af sted, og ind i billedet kom noget andet. Det fløj ind i billedfeltet, og en lysstråle skød ned mod sprænghovedet.

Husk nu, hele denne historie flyver med adskillige tusinde kilometer i timen. Så denne tingest (UFO) skyder en stråle af lys mod sprænghovedet, rammer det og den (UFOet) flytter sig så til den anden side og udsender en ny lysstråle, går så ned og skyder endnu en lysstråle af og flyver derefter ud samme vej, den kom ind. Og sprænghovedet tumler ud af rummet. Objektet, de lysprikker vi så, sprænghovedet og så videre, bevægede sig gennem rummet ca. 90 km lige op. Og de bevægede sig et eller andet sted i nærheden af 16.500 og 21.000 km i timen, da dette UFO indhentede dem, fløj ind, fløj rundt om dem, og fløj tilbage og ud igen.

Jeg så det selv! Jeg giver fanden i hvad folk end ville sige om det. Jeg så det på film! Jeg var der!

Da nu lyset blev tændt, vendte major Mansmann sig om, så på mig og sagde: ”Var det jer fyre deroppe?” Jeg svarede: ”Nej, sir.” Så spurgte han: ”Hvad var det?” Og jeg svarede: ”For mig ser det ud som om, vi har et UFO.” Nu var den tingest, vi så, dette objekt, som kom flyvende ind, det var cirkelformet, var ligesom to underkopper lagt sammen med en bordtennisbold på toppen. Lysstrålen kom ud af bordtennisbolden. Det var, hvad jeg så på film.

Nu sagde major Mansmann til mig efter nogen diskussion om sagen: De må aldrig tale om dette igen. Hvad Dem angår, så er dette aldrig sket. Og han fortsatte: ”Jeg behøver ikke at fremhæve de alvorlige konsekvenser af et brud på sikkerheden, gør jeg?” Jeg svarede: ”Nej, sir.” Og han sagde: ”Fint. Dette er aldrig sket.” Da jeg gik hen imod døren, sagde han: ”Vent et øjeblik.” Han sagde: ”Fra nu af og år frem i tiden, hvis De nogensinde bliver tvunget af nogen til at tale om dette, skal De fortælle dem, at det var laserangreb, laser-sporingsangreb…”

Det er ikke en andenhånds beretning. Dette skete for mig. Og jeg var en del af mørklægningen i det amerikanske luftvåben i 18 år.

Efter en artikel (som udkom om dette tilfælde) var fanden løs! Jeg begyndte at blive chikaneret på mit arbejde. Jeg begyndte at modtage mærkelige telefonopringninger dagen igennem. Om natten derhjemme fik jeg telefonopkald – hele natten igennem, sommetider klokken 3 om morgenen, klokken 4 om morgenen, ved midnat, klokken 10, ringede folk og begynde at råbe ad mig. Du er færdig, motherfucker! Du er færdig, motherfucker! Og det er alt, de sagde. Og de fortsatte med at råbe det, indtil jeg tilsidst lagde røret på.

En nat sprængte en eller anden min postkasse i luften ved at komme et stort bundt nødraketter i den. Postkassen gik op i flammer. Og den nat, klokken 01.00 om morgenen, ringede min telefon. Jeg tog den og nogen sagde: ”Nødraketter i din postkasse midt om natten, sikken et smukt syn, motherfucker!”

Og sådanne ting er sket af og til siden 1982…

Jeg tror, denne yderliggående gruppe omkring UFOer er en del af den fælles anstrengelse for at holde seriøse studier af det nede. Hver gang nogen prøver at undersøge dette emne seriøst, er vi mål for latterliggørelse. Jeg er professor ved et forholdsvis stort universitet. Og jeg er vis på, at mine kolleger ved universitetet ler ad mig og hyler og skriger bag min ryg, når de hører, at jeg er interesseret i at studere uidentificerede flyvende objekter – og det er blot én af de ting, vi må leve med…

Hvad der videre skete med filmen er i sig selv en interessant historie, som major Mansmann fortalte til mig selv og andre mennesker. Kort efter jeg var gået, tog fyrene i civilt tøj – jeg troede, det var CIA, men han sagde, nej, det er ikke CIA, men nogle andre – filmen, og de spolede frem til det stykke, hvor UFOet var på, og tog dernæst en saks og klippede det af. De satte det på en særlig spole. De puttede den i deres mappe. De gav major Mansmann resten af filmen og sagde: ”Her, jeg behøver ikke at minde Dem, major, om konsekvensen af at bryde sikkerheden; vi vil betragte denne sag som afsluttet.” Og de forsvandt med filmen. Major Mansmann så den aldrig igen…

Så der var to af os, som var officerer i Luftvåbenet på den tid, og vi så noget, og vi bekræftede hinanden i, at vi så det. Og så er det, jeg må spørge skeptikere eller folk som ikke tror på hvad jeg siger: hvorfor skulle jeg have opdigtet dette? Hvorfor skulle major (og doktor) Mansmann have opdigtet det? Hvad har vi at vinde ved det? Jeg har ikke fået andet end lidelse og smerte ud af det, ud af at tale om det. Jeg er blevet chikaneret i mit hjem. Dette blev brugt imod mig, delvis at miste et job indenfor undervisning. Jeg har oplevet et sandt helvede efter at jeg har fortalt denne historie, men jeg fortsætter med at fortælle historien, fordi jeg tror, det er vigtigt, at folk forstår, at denne form for lort foregår i regeringen. At regeringen mørklægger information, som vi er berettiget til at kende til som borgere i dette land. Det er derfor, jeg fortæller min historie. Det er derfor, jeg fortæller den til Dem…

Hvad der er vigtigt for mig vedrørende hele denne historie, er meget simpelt: den største begivenhed i menneskehedens historie er opdagelsen af, at vi ikke er alene, at der er andre levende væsener – intelligente væsener – i dette univers og at vi ikke er her alene. Det er en kæmpemæssig, enorm opdagelse. Det er alle tiders opdagelse for menneskeheden, ikke, at finde ud af, at vi ikke er her alene? Det er derfor, jeg tror, det er vigtigt at tale om disse ting…

For hvad jeg så den dag, var noget der nedskød et attrap sprænghoved. Hvordan ville jeg tolke det budskab? Fjol ikke rundt med atomare sprænghoveder. Det er måske sådan, jeg ville tolke det budskab. Måske en eller anden ikke ønsker at vi skal tilintetgøre Moskva; måske skulle vi holde op med det.

Ronald Reagan gik en aften på fjernsynsskærmen og gjorde noget meget forbløffende. Han stillede sig op foran Amerika og sagde, at vi skal bygge et forsvarsskjold, vi vil kalde det SDI, det strategiske forsvars initiativ, og dets opgave er at beskytte os, at beskytte os alle. Ronald Reagan sagde, at vi vil dele dette med alle. Vi vil dele det med russerne – vore fjender, de fyre, som vi for blot få år tilbage havde i sinde at tilintetgøre. Nu skal vi pludselig beskytte dem med et skjold. Hvem er det, vi skal beskytte dem imod?

Måske var det det første skud fra boven, det første advarselsskud fra en eller anden, der siger: ”Hold så op med det, børn, det er på tide at blive voksne. I ønsker da vel ikke at tilintetgøre denne planet, gør I?” Det kunne være…

Den information, jeg lige har givet Dem vedrørende min opfattelse af, hvad der skete dér, er ikke blot baseret på min egen spekulation, men jeg har læst andre ting og talt med andre mennesker i løbet af de mellemliggende år. Måske er vor paranoia ubegrundet og hvis vi møder væsener med overlegen teknologi, skulle vi måske omfavne dem og være gode imod dem, fordi de muligvis viser os, hvordan vi skal overleve.

Karl Wolfe, service tekniker, Langley Air Force Base.

Karl Wolfe beretter:

Mit navn er Karl Wolfe og jeg var service tekniker for præcisions elektronisk fotografering med en tophemmelig krypto tilladelse ved det amerikanske luftforsvar. Jeg var stationeret ved Langley AFB i Virgina. I midten af 1965 var jeg udlånt til Lunar Orbiter Project ved NSA (National Security Agency), Langley området. Dr. Colly havde kommandoen over projektet.

De havde problemer med en del af det elektriske apparat, som skabte en flaskehals i produktionen af fotografier. Jeg tog til området og da jeg gik ind i området så jeg videnskabsmænd fra hele verden. Jeg var faktisk forbløffet over at se folk fra hele verden ved et NSA projekt. Det gav ingen mening for mig.

Jeg blev ledet ind i det laboratorium, hvor apparaturet svigtede og jeg kunne ikke reparere i mørke. Jeg måtte have det flyttet. En anden-rangs menig ved luftforsvaret var i det mørke rum. Jeg var også en anden-rangs menig ved luftforsvaret. Jeg var interesseret i, hvordan hele processen fungerede, hvordan data fra månemodulet kom til laboratoriet. Jeg bad ham beskrive processen for mig. Det gjorde han. ”Omkring 30 minutter inde i processen”, sagde han til mig. ”For resten, vi har opdaget et ansigt på bagsiden af Månen.”

Og derefter smed han fotografier ned foran mig og sandelig, på disse fotografier var der strukturer, muslingeformede bygninger, cirkelformede bygninger og tårne. Da blev jeg meget bekymret, for jeg vidste, at vi arbejdede i en sikkerhedszone. Han havde brudt sikkerheden og jeg var faktisk skræmt dette øjeblik. Så jeg stillede ikke flere spørgsmål.

Lidt senere kom der én ind i rummet. Jeg arbejdede der i tre dage mere og jeg husker da jeg tog hjem, at jeg naivt tænkte ’jeg kan ikke vente på at høre om dette i aften nyhederne’.

Og her er det, efter mere end 30 år og jeg håber stadig, at vi hører om det i aften. Jeg vil vidne under ed overfor Kongressen, at hvad jeg siger er sandt.

Robert Salas, oberstløjtnant ved USAF.

Mit navn er Robert Salas. Modsat hvad der står på skiltet var jeg ikke oberstløjtnant i Luftforsvaret. Jeg var i aktiv tjeneste i Luftforsvaret indtil 1971, efter at jeg havde taget eksamen fra Luftforsvarets Akademi i 1964, og forlod det som kaptajn.

I marts 1967 var jeg udstationeret ved Malstrum AFB, Montana, som officer ved missilopsendelser. Minuteman missiler.

Tidligt om morgenen den 16. marts 1967 fik jeg et opkald fra min hovedvagt ovenpå. Vi havde cirka seks, såvidt jeg husker seks menige. Jeg var nedenunder, 60 fod (ca. 20 meter) under jorden i en kapsel, beskæftiget med at overvåge og kontrollere 10 atomkernehoved minuteman missiler.

Jeg fik et opkald den morgen om, at man netop da observerede mærkelige lys som fløj på himlen. Jeg ignorerede det opkald og beordrede dem til at ringe mig op, når noget mere betydningsfuldt viste sig. Vi havde et meget professionelt forhold til vore sikkerhedsvagter. De var ikke tilbøjelige til, skal vi sige, at lave practical jokes eller lignende. Dette var virkelig seriøst. Jeg fik et efterfølgende opkald, og denne gang var vagtens stemme mere indtrængende. Tydeligt nok meget bange fortalte han, at der svævede et lyst, glødende rødt objekt udenfor den forreste port. Det var ovalformet. Han havde alle de andre vagter derude med deres våben trukket og ville gerne have mine instruktioner.

Jeg beordrede ham, såvidt jeg husker, til at sikre området. En af de andre vagter blev såret, ikke af UFOet, men han skar sin hånd på et hegn.

Kort efter dette opkald vækkede jeg min kommanderende, som havde fri, Fred Mywald, nu pensioneret oberst. Jeg fortalte ham om telefonopkaldene. Mens jeg fortalte ham om opringningerne begyndte mine våben at gå ned, det ene efter det andet. De gik ind i en ufyrbar tilstand – ude af stand til opsendelse.

Vi mistede et sted mellem seks og otte våben den morgen indenfor minutter, hvor vi fik det andet telefonopkald om et UFO der svævede udenfor vor forreste port.

Samme morgen, efter at have rapporteret det til Command Post, blev vi informeret om, at en begivenhed meget lig denne havde fundet sted ved ECHO Flight – jeg var ved OSCAR Flight – de mistede alle deres 10 våben under meget lignende omstændigheder, hvor UFOer blev iagttaget over opsendelses faciliteter.

De havde vedligeholdelses- og sikkerhedsgrupper ude, som havde tilbragt natten derude, og de rapporterede om UFOer over de steder. Den komanderende for den flyvning var Earl Carlson, han tog også sin afsked som kaptajn; og vicekommanderende var Walt Feagle, som blev pensioneret som oberst-løjtnant.

Vi har de vidner. De navne, jeg netop nævnte, har talt om denne begivenhed før, og de vil støtte denne historie. Vi har også dokumentation, som jeg modtog gennem FOA (Freedom of Information) anmodninger fra Luftforsvaret, som skitserer ECHO Flight tilfældet, og inkluderet i den dokumentation en reference til UFOer. Vi har telexer, der dækker dette tilfælde, og i én telex hedder det: “Den kendsgerning, at ingen påviselig grund kan gives for tabet af 10 missiler, er grund til alvorlig bekymring i dette hovedkvarter.”
Dette var fra SAC (Strategic Air Command) Hovedkvarter. Så vi har de telexer og jeg har omkring 12 vidner, som vil bekræfte dele af denne beretning, inklusive en mand, som undersøgte begivenheden bagefter for Luftforsvaret… og også en anden vagt, som var vidne til UFOet i den samme periode, og en anden officer, som blev pensioneret som oberst, som havde andre rapporter om UFOer.

Bortset fra det, har jeg hele rapporten om et meget lignende tilfælde som skete i North Dakota i august 1966. På samme måde blev UFOer set over missil siloer og også en UFO begivenhed, som blev undersøgt af Luftforsvaret øjeblikkeligt efter vort tilfælde, indenfor en uge. Jeg er villig til at vidne om sandheden om alle disse emner, jeg har talt om, foran Kongressen, under ed.

 

Clifford Stone, sergent ved US Army.

Der var fartøjer, der ikke stammede fra denne planet. Der var levende væsener i dem. Mennesker, der lignede meget jer og mig. De havde deres eget liv, de havde familier. De havde sympatier og antipatier. Det tog mig ikke forfærdelig lang tid at erkende, at jeg ikke kunne fortælle min familie, hvad jeg lavede.

Jeg vil genfortælle en hændelse, og det er netop denne, der bragte mig i den situation. Det skete et sted, der kaldes Indian Town Gap i Pennsylvania. Jeg var beskæftiget i den 36. Th. Civil Affairs Unit Company. Det er en gruppe, der vil gå ud og oprette en militær regering som afløsning for en regering bestående af civile, hvis vi blev involveret i en konflikt, i hvilken vi overtog et fremmed land. Vi ville naturligvis retablere en civil ledelse i det pågældende land, og det ville da være en opgave for Civil Affairs Unit at nå dette mål.

I 1969 havde ethvert selskab en NBC enhed, og jeg var medlem af en sådan. (NBC = Nuclear Biological Chemical Unit, altså en enhed, der har med atomvåben samt kemisk og biologisk krigsførelse at gøre). Mit primære job var NBC enheden NCO og kommunikation. Jeg husker ikke præcis måneden eller året, fordi jeg aldrig har haft planer om at genopleve det, heller ikke at fortælle nogen gruppe om det; men året var 1969, da vi tog ud på en manøvre.

Engang i løbet af natten kom der nogle mennesker og fortalte os, at et fly var styrtet ned, muligvis et amerikansk fly, og at det kunne have noget atomart ombord. Hvorefter vi tog af sted.
Vi havde dannet, hvad vi kalder et NBC “hurtigt svar” hold, og når jeg ikke var ved min NTX eller udførte mine normale pligter hjemme på basen, var vi i et 30 minutters beredskab, parat til at rykke ud.

Efter tre dages forløb kom en anden enhed ud og afløste os. Der var i alt fem enheder. Da vi kom ud til stedet, begyndte vi at nærme os det sted, hvor vi kunne se nogle lys. Der var kraftige lys på, og jeg kan godt forstå, hvorfor disse lys bliver kaldt “light-alls” (oplyser alt).

Vi så da, at der var et fartøj omtrent som formen af en hæl begravet i jorden. Mens vi nærmede os, tænkte jeg ikke nøjere over det. Jeg prøvede at fastslå, hvad slags fartøj det kunne være; men måske kunne jeg ikke straks blive klar over det. Da vi først var nået frem til det sted, som vi kalder “the staging area” (operationsområdet), begyndte jeg straks at opsætte vore telefoner (mrk. 312), som vi behøvede, og vor 25 radio til vore kommunikationer og en to og en halv ton truck. Jeg anbragte vor “prick 25”, som er en feltradio, på vognen og dernæst på den nødvogn, som vi havde derude.

Jeg fik straks meddelelsen: “Specialist, har du en APD-27 på køretøjet?” Jeg svarede: “Yes, sir. Det har jeg.” “Få den ud og gå så hen imod fartøjet.” Vi skulle have nogle målinger af radioaktiviteten. Altså gik jeg frem imod fartøjet og råbte aflæsningen ud, hver gang geigertælleren gjorde et udslag. Da jeg først var nået frem til fartøjet, der var begravet i jorden under en vinkel på 30 grader, kunne jeg se ned i det, og jeg så noget, der lignede et cockpit

Cockpittet var ikke åbent. På siden af fartøjet var der ligesom en nyreformet luge. Havde den nu været helt åben, kunne man ikke engang se sammenføjningen. Men i dette tilfælde stod det åbent. Da jeg kiggede ned, vidste jeg, at hvad jeg så på ikke var menneskeligt efter vore begreber, fordi det var mindre. Hovedet var forholdsvist meget større end vore; det hang ud over siden, og jeg var sikker på, at væsenet var dødt. Ved siden af hang et andet væsen halvvejs ud med en arm og et hoved, og jeg fik en aflæsning, der var højere end baggrundsstrålingen.

Så meddelte jeg, at jeg havde brug for en officer herude. Alt, hvad jeg hørte, var: “Det er i orden, sønnike. Bare fortæl os, hvad du ser.” Jeg svarede: “Nej, sir, jeg tror ikke, at De forstår. Jeg har brug for en officer herude.” Så sagde de, at jeg bare skulle fortælle, hvad jeg så, og jeg fortalte i hovedtræk, hvad De hører her i aften.

Dette er det første tilfælde, jeg nogensinde er blevet involveret i med væsener, som vi så var blevet dræbt. Jeg kan fortælle, at der var fire væsener i det fartøj. Det var ikke så forfærdelig længe efter, at jeg kom til at se et levende væsen. I det tilfælde kommunikerede vi med væsenet. Og jeg kan forsikre Dem om, at et af de ord, der lød højt og tydeligt i mine ører, var “Jeg er bange”. En anden soldat og jeg hjalp væsenet til at undslippe.

Den mand, som jeg altid kaldte “Obersten”, fordi han altid ledede de hold, vi var på, kom og fortalte mig, hvad der kunne ske med mig. Han var meget vred og sagde: “Kender du straffen for at hjælpe fjenden?” – Jeg svarede: “Undskyld, sir; men hvis jeg blev grebet i den samme situation, ville jeg gøre det igen. Jeg kunne identificere mig med væsenets enkle udsagn ‘jeg er bange.'”

Vi havde engang et sted ved navn Viet Nam, adskillige tusind kilometer borte, og jeg var kun nitten år og meget bange. Hele situationen var sådan, at vi aldrig taler om den. Der var ting, som jeg måtte holde min familie uvidende om. Og jeg kunne ikke tillade mig den luksus at have venner, fordi jeg kunne komme til at fortælle noget.

Så endelig en dag sagde jeg det til dem, fordi jeg følte, at min familie havde ret til at vide det. Jeg fortalte det til dem, og selv dengang var jeg bange for at sige det; men jeg syntes, de havde ret til at vide det.

I aften kommer jeg til jer som et rædselsslagent individ, en ræd lille mand, og fortæller jer en brøkdel af, hvad der er sket i mit liv. Der var andre hændelser, som også I kunne tænke jer at vide noget om. Jeg sagde det i går, og jeg vil sige det igen. “Mangel på beviser” er ikke “Beviser for det manglende”. Det er beviser, der ganske simpelt nægtes det amerikanske folk. Jeg står her for at fortælle jer og foran den almægtige Gud, at jeg er villig til at stå foran Kongressen og fortælle dem, hvad jeg har fortalt her i aften som værende sandheden, og jeg kan fortælle om flere begivenheder, fordi jeg har en moralsk forpligtelse, ikke bare over for min familie, men over for enhver amerikaner og enhver person på denne planet. Jeg har sandsynligvis også den samme forpligtelse over for vore besøgende. Situationen er, at vi ikke er alene i universet, og jeg tænkte, at De gerne vil vide det. Tak, mine damer og herrer.