Indiske beretninger
Hindu-, Brahmin-, Sanskrit- og Pali-litteraturen indeholder alle beskrivelser af Vimanaer, flyvende maskiner. De var runde, undertiden bådformede. De glødede i mørke. De havde dobbelte rækker af rør langs siderne, og ved at give kraften afløb gennem disse kunne man kontrollere deres bevægelse.
De gamle indiske skrifter, Ramayana og Maha Bharata, er fulde af beretninger om kolossale forhistoriske luftfartøjer, kaldt Vimana, af alle former, nogle drevet frem efter reaktionssystemet, andre af en kraftkilde, vi ikke kender, og som ser ud til at være den menneskelige vilje, “vril” kraften. Deres skønhed og glans nævnes hyppigt:
“Den strålende Vimana udsendte en stærk glød.”
“Den fuldt udstyrede Vimana strålede.”
“Da den startede, fyldte dens brøl alle fire verdenshjørner.”
“Den smukke himmelvogn var strålende som ilden.”
“Bhima fløj i sin Vimana, hvis glans var som Solens, og hvis larm var som tordenens bragen.”
“Det så ud, som om der var to sole på himlen. Hele firmamentet stod i flammer, da han steg op mod det.”
“Flammende i mægtig stråleglans, som ild i sommernatten.”
“Som en komet på himlen.”
“Som et meteor med en mægtig sky omkring sig.”
“Gangerne, der trak den, var solstråler.”
“Drevet frem af vingede lyn.”
“Begavet med stor energi kom Rakshasa’en endnu engang ned til Jorden i sin gyldne Vimana … da den var landet, så den ud som en smuk formet høj af antimon på jordens overflade.”
Samarangana Sutradhara fortæller, at de var lavet af et let materiale og havde et stærkt og velformet skrog. Ved bygningen anvendte man jern, kobber og bly. De kunne flyve over store afstande og blev drevet frem af luft. En antydning af deres fremdrivningsmekanisme gives i den oplysning, at de havde “ild og kviksølv i bunden“.
Samarangana Sutradhara viser i 230 vers principperne for bygning af Vimanaer og deres brug i krig og fred. De kunne manøvrere og angribe hvad som helst i luften eller på jorden. Forfatteren taler ligesom Scott Elliott om, at de kunne bevæge sig på tre forskellige måder, stige lodret, flyve over tusinder af kilometer og til sidst standse og lande. De bevægede sig så hurtigt, at man næsten ikke kunne høre dem fra jorden.
I de vediske Brahmanas beskrives Agnihotravimanaen med de to flammer, der drev den frem, Ahavaniya og Garhapatya. Der gives derefter den mærkelige oplysning, at piloten ofrer mælk til de tre Agni’er eller flammer. Det er tydeligvis meningen, at man skal ledes på vildspor, for hemmeligheden ved maskinernes drivkraft blev omhyggeligt vogtet, for at de ikke skulle blive brugt forkert.
Sarnarangana Sutradhara siger på sanskrit:
“Detaillerne ved fremstilling af Vimanaerne holdes tilbage, for at hemmeligheden kan blive bevaret, ikke på grund af uvidenhed. Enkelthederne ved konstruktionen nævnes ikke, for det må stå klart, at hvis de blev afsløret for offentligheden, ville maskinerne blive brugt forkert.”
Dette bekræfter Scott Elliotts oplysning om, at Vimanaerne aldrig blev masseproduceret som vore moderne luftfartøjer. Et andet sted i samme værk hedder det:
“Skroget må laves stærkt og holdbart, som en stor fugl, af let materiale. Inde i det må man anbringe kviksølvmaskinen med dens ophedningsapparat af jern underneden. Ved hjælp af den kraft, der ligger skjult i kviksølvet, og som sætter den drivende hvirvelvind i bevægelse, kan en mand, der sidder i maskinen, rejse gennem luften over store afstande på den mest storslåede måde.”
Samar beskriver præstationerne: “De enkelte former for bevægelse, vimanaerne kan udføre, er følgende: de kan stige skråt eller lodret, dale lodret, bevæge sig forlæns eller baglæns, stige eller lande normalt og flyve over store afstande ved passende indstilling af de dele af maskineriet, som giver dem evig bevægelse.”
Samar skriver også: “Ved hjælp af disse maskiner kan mennesker flyve i luften, og himmelske væsener kan komme ned til Jorden.” I en anden passage hedder det rent ud, at vimanaerne kunne stige op til solregionerne (Suryamandala) og derfra videre ud til stjerneregionerne (Naksatramandala).
Læs mere om Vimanaer i bogen “Flyvende Tallerkener er landet”, Desmond Leslie. Bogen kan lånes på biblioteket.