UFO adfærd

UFO adfærd

USA, 19. september, 1961.

White Mountains

USA, 19. september, 1961. White Mountains.

Bilstandsning, bortførelse.

                    Vidner: 2
                 Lyskegle:
Stråletransport
Oz-faktor:
Rædselsoplevelse: Vidnet (Barney) var rædselsslagen, men kunne alligevel ikke lade være med at gå over mod fartøjet.
Paralysering:
Hukommelsessvigt: Ja
Skader på vidner:
Aliens: Ca. 6

Fartøj:

Kilde: Fuller, John G. 1966, The interrupted Journey. Dell Publishing co. NY.

Bilstandsning, bortførelse

Da denne beretning blev offentliggjort i 1966, kom den til at vække voldsomt røre, idet det var den første bilstandsning, der blev almindelig kendt.

Den fandt sted sent om aftenen den 19. september 1961. Ægteparret Betty og Barney Hill var på vej hjem fra en tur i

Canada gennem White Mountains. De gjorde holdt i Colebrook for at drikke kaffe og bemærkede, at klokken da var 22:05 og de regnede med at være hjemme i Portsmouth mellem 02:30 og 03:00. Da de startede på det sidste stræk, var himlen klar og Månen var stået op. Betty opdagede en usædvanlig klar stjerne, som ikke havde været der tidligere. Deres grævlingehund, der havde sovet på bagsædet, begyndte at blive urolig. De standsede vognen, så den kunne komme ud, og mens Betty gik med hunden, lagde hun mærke til at stjernen bevægede sig. De satte sig ind og startede, men standsede med mellemrum, for at se på stjernen. Omkring kl. 23 var de ved Cannon Mountain, og Barney satte farten ned ved en rasteplads. Lyset fløj mod nord, så mod øst og vendte, så det kom direkte mod bakkerne. Barney bremsede og kørte ind på en rasteplads, hvor de steg ud. Han antog, at det var en flyvemaskine. De diskuterede det i nogen tid, og til sidst gik Betty ind i vognen, hvor hun fandt hunden klynkene og krybende. Barney iagttog lyset gennem kikkert og anstrengte sig for at høre motorstøj, men det var fuldstændigt lydløst.

Da han satte sig ind i vognen, blev han for første gang klar over, at han var bange, men han prøvede ikke at lade sig mærke med det. Han fortalte Betty, at han havde på fornemmelsen, at genstanden, hvad den end måtte være, holdt øje med dem. Så fortsatte de langsomt, mens lyset bevægede sig planløst omkring på himlen. Inden længe var det kommet nærmere og svævede til sidst kun 30 m over jorden mens det fulgte vognen. Betty kunne nu tydeligt se en dobbelt række vinduer. Lidt efter fik hun Barney til at standse. Mens han iagttog den, var den store genstand drejet i en stor bue over vejen og var nu kun 30 m fra dem.

Barney var nu rædselsslagen, men kunne alligevel ikke lade være med at gå over marken mod fartøjet. To finneagtige genstande, hvert med et rødt lys på spidsen, gled ud fra det. (På hans tegning, der senere blev lavet under hypnosesessioner, ser man to antenneagtige genstande stikke ud på hver side. De har stor lighed med de spidse genstande, der stak ud foran på fartøjet, som Villas Boas så, da fartøjet landede foran ham, selv om ingen af fartøjerne ellers ligner hinanden.)

Tallerkenen kommer tæt på

Der hørtes stadig ikke en lyd. Barney var efterhånden kommet omkring 15 m fra fartøjet, der nu svævede i trætophøjde. Henne i vognen begyndte Betty at råbe på ham, men han reagerede ikke. Barney kunne i kikkerten se vinduer med omkring seks skikkelser indenfor. Det så ud, som om de støttede sig mod vinduerne og så ned på ham. En af dem, der gav indtryk af at være lederen, var iført en sort skinnende jakke, og mindede ham om tyske officerer fra anden verdenskrig. Pludselig vendte alle på nær én af skikkelserne sig om og så ud, som de trak i håndtag. Fartøjet gik endnu længere ned, ganske langsomt. Mens finnerne gled længere ud, gled noget ned mod jorden under objektet. Barney så på den skikkelse, der var tilbage i vinduerne. Væsenets øjne syntes at påvirke ham. Han følte, at han ville blive bortført, og tanken fyldte ham med blind rædsel. Han løb skrigende over marken til Betty i vognen. Han smed kikkerten på forsædet og kørte væk i halsbrækkende fart, mens han råbte, at hun skulle holde øje med genstanden. Hun rullede vinduet ned, men fartøjet var væk. Stjernerne var også borte, selv om de havde skinnet klart for lidt siden.

To timer forsvundet efter elektronisk ”bippen”

Kort efter begyndte en mærkelig elektronisk ”bippen”, som syntes at komme fra et sted bag ved vognen i en uregelmæssig rytme. Så følte de begge, at en mærkelig prikkende døs kom over dem. Nogen tid senere hørtes lyden igen. De så kort efter et vejskilt: Concord 27 km. De fortsatte og var hjemme omkring kl. 05.00 om morgenen.

Da de var kommet hjem, undrede Barney sig over skrabemærker oven på sine skosnuder, og han blev også opmærksom på en plet i skridtet. Betty pakkede ud, og uden at kunne forklare hvorfor, tog hun det tøj og de sko, hun havde haft på og smed det ind i bunden af et skab.

Senere fandt de ud af, at de begge havde glemt omkring to timer af begivenhederne den nat, og en strækning på omkring 56 km var helt ude af deres erindring.

Barney fik maveproblemer, og den 25. marts 1962 konsulterede de begge Dr. Patrick J. Quirke, der behandlede hallucinationer; en mulighed, der havde bekymret dem begge.

De fortæller om deres oplevelse første gang marts 1963

Den 3. marts 1963 diskuterede ægteparret for første gang deres oplevelse offentligt med nogle mennesker i deres kirke. De begyndte nu at fortælle om det til deres venner og familie og lejlighedsvis til UFO-forskere, men gjorde ikke noget forsøg på at opnå publicity.

Hypnoseterapi december 1963

I løbet af sommeren 1962 havde Barney fået det dårligere og i december 1963, konsulterede han Dr. Benjamin Simons i Boston, der var en berømt psykiater og neurolog, der til sidst foretog hypnoseterapi på dem begge.

Under denne behandling kom de ind, en ad gangen, og blev bragt i trance.

Følgende blev bragt for dagen under trancen:

Efter at de havde hørt den første ”bippen”, befandt de sig på en grusvej. Betty blev bange, motoren gik i stå, og vognen standsede. Så stod de overfor flere mænd, der førte dem gennem et skovklædt område til et stort skiveformet fartøj, der stod på jorden. Betty så ikke nærmere på den mand, som hun hele tiden omtalte som lederen, men bemærkede, at mandskabet havde mongolide træk, og at deres kroppe syntes ude af proportion med deres store brystkasser.

Barney holdt øjnene lukkede det meste af tiden og følte, at han blev slæbt af sted, hans fødder slæbte hen over jorden. De blev taget om bord i fartøjet, og anbragt i hver sit rum. Så blev de udsat for en undersøgelse. Betty så usædvanlige instrumenter, en hudprøve blev skrabet af hendes arm, et stykke af en fingernegl blev klippet af og et hår blev taget fra hendes hoved. Hun oplevede, at en lang nål under voldsomme smerter blev stukket ind i hendes navle, og hun protesterede til undersøgeren, der foretog den. Lederen holdt en hånd over hendes øjne, og smerten holdt op. De sagde, at det var for at undersøge om hun var gravid.

Besætningen

Barney bemærkede, at lederen havde meget store mandelformede øjne, der syntes at strække sig hen på siden af hovedet. ”Han så bare på mig med sine skæve øjne. Pludselig blev de runde, så skæve, så runde igen.”

Dette minder meget om Villas Boas beskrivelse af hans kvinde i Brasilien i 1957. Han fortalte: ”Øjnene var blå og katteagtige og mindede om de sminkede øjne man ser på ægyptiske statuer, bortset fra at dette ikke var sminke,  men ægte.” Hendes læber var usædvanlig smalle.

Barney fortalte om lederen: Munden var kun en spalte, helt uden læber og med en lodret linje på hver side. Der var ikke nogen egentlig næse, kun to sprækker.

Beskrivelsen af næsen og munden leder tanken hen på Lord Voldemort i den sidste af Harry Potterfilmene, som godt

Barney fortæller om lederen: Meget store mandelformede øjne, der strakte sig hen på siden af hovedet. ”Han så bare på mig med sine skæve øjne. Pludselig blev de runde, så skæve, så runde igen.” Munden var kun en spalte, helt uden læber og med en lodret linje på hver side. Der var ikke nogen egentlig næse, kun to sprækker.

kunne tænkes at være inspireret af forskellige UFO-beretminger. Hill-beretningerne blev offentliggjort i 1966, og den første harry Potterfilm kom i 2001.

Betty og lederen

Betty fik indtryk af, at lederen prøvede at holde mandskabet væk fra hende. Lederen og undersøgeren virkede højere end de andre, men måske var det bare fordi, de stod nærmest. Hun blev synligt forvirret, da Benjamin Simons udspurgte hende om lederen og undersøgerens udseende, hun havde ikke bemærket noget ved dem ud over lederens personlighed, idet hun havde talt med ham, mens de ventede på ,at undersøgelsen af Barney skulle være overstået. Konversationen havde bestået af udveksling af tanker – telepati – mens det lød som om mandskabet lavede ”mmmmm” – lyde, når de talte indbyrdes.

Betty efter undersøgelsen

Betty fortalte under hypnosen: ”Det jeg manglede, var et bevis, for at dette virkelig var sket.” Lederen lo og og spurgte hvilken slags bevis hun ville have. Betty sagde, at de kunne give hende noget, hun kunne tage med tilbage, så folk kunne tro på det. Så bad han hende se sig omkring. Der var ikke meget, men på et skab lå der en temmelig stor bog.  ”Må jeg få den?”

Han lod hende se på den. Der var blade med en skrift hun ikke havde set før. Skriften var lodret. Linierne var lodrette, nogle meget smalle, nogle medium og andre meget kraftige. Der var lige og kurvede linier.

Lederen lo og spurgte hende, om hun troede at hun kunne læse det. Hun svarede nej og lo. Hun forklarede at hun ikke tog den med for at læse den, men at dette skulle være beviset for hvad, der var sket. Så sagde han at hun kunne beholde den. Hun greb den og tog den til sig. Dette var langt mere end hvad hun havde håbet.

Så spurgte hun ham om, hvor han kom fra. Han spurgte om hun vidste noget om Rummet. Hun vidste ikke meget. Lederen viste hende et stort kort, hvor der var prikker over det hele. Nogle som mærker efter knappenåle og andre som en nickel (diameter 21 mm), der var kurvede linier fra prik til prik, og der var en stor cirkel, hvorfra der udgik mange linier, der førte til en anden cirkel ganske tæt ved. Hun spurgte hvad det betød. Han svarede at de brede linier var handelsruter, de andre linier var ruter, der kun blev brugt lejlighedsvis og at de punkterede linier var ekspeditioner. Så spurgte hun hvor hans hjemstavn var.

Han spurgte, hvor hun var på kortet. Hun så på det og lo sagde: Det ved jeg ikke. Så sagde han: ”Hvis du ikke ved hvor du er, så er der ingen grund til at forklare hvor jeg er fra.” Så rullede han kortet tilbage. Hun følte sig dum, da hun så det, især fordi hun ikke vidste hvor Jorden var på kortet. Hun bad ham om at åbne kortet igen, og vise hvor Jorden var. Men han lo bare, og hun trøstede sig med, at hun stadig havde bogen. Hun gik tilbage og tog bogen, og begyndte at gennemse den igen.

Tilbage til bilen

Så hørte man støj udenfor på gangen, og nogle af de andre mænd kom ind sammen med undersøgeren.

Denne kunne engelsk og stillede mange spørgsmål, og han forstod ikke alle hendes svar. Hun sagde, at der var mange mennesker, der kunne forklare dem tingene meget bedre. Måske hvis han kom tilbage, kunne hun have svarene parat, men hun vidste ikke hvor hun skulle møde dem. Han lo, og sagde: ”Tænk ikke på det! Hvis vi beslutter at komme tilbage, skal vi nok finde dig.” ”Hvad mener du med den bemærkning?” Han lo blot. Så hørte hun mændene komme tilbage med Barney. Og der blev sagt at de nu kunne komme tilbage til vognen.

Betty sagde at hun virkelig håbede at de ville komme tilbage. Han svarede: ”Lad os se.”

Da de skulle til at gå ned ad rampen, begyndte nogle af de andre mænd at tale ophidset. Og så kom lederen hen og tog bogen fra Betty. Hun protesterede: ”Du lovede at jeg kunne beholde bogen!” Han sagde: ”Jeg ved det, men den tilhører andre.” Hun sagde: ”Men det er mit bevis.”  Han svarede: ”Det er netop det, der er sagen. De vil ikke have, at du skal vide hvad der er sket. De vil have jer til at glemme det hele.”

Hun sagde, at hun aldrig nogensinde ville glemme det. Den anden lo og sagde, at hun måske ville huske det, men at han håbede at hun ikke ville det, fordi det ikke ville være godt for hende, fordi Barney ikke ville huske noget. ”Han vil overhovedet ikke kunne huske noget.” Og hvis han endelig vil huske noget, vil det være helt forskelligt, fra hvad hun huskede!

Lederen ville ikke diskutere, og de andre var kommet foran med Barney. Henne ved bilen sagde han, at de nu ville forlade dem, og foreslog at de kunne blive stående og se dem flyve bort. Hun svarede, at det kunne hun godt tænke sig, hvis der ikke var nogen risiko forbundet med det. ”Nej, I vil være tilstrækkelig langt fra det.”

Han sagde, at det gjorde ham ondt, at hun var blevet så forskrækket i starten.

Man har her, ligesom i flere andre tilfælde, det indtryk, at mange af de rumfolk, der kommer her til Jorden ikke er klar over hvor chokerede vidnerne ved en nærkontakt bliver, fordi man på Jorden er opdraget til tanken om at vi er alene i universet.

Barney, der ellers havde bevæget sig i en døs, kom ud og stod ved siden af Betty. Så begyndte tallekenen at gløde kraftigere og kraftigere, og blev til en stor orange kugle, der forsvandt længere og længere bort.

Efter at have kørt nogen tid begyndte de at høre den samme bippen, som de havde hørt inden de blev standset.

Da de kom hjem, huskede de intet om nattens begivenheder.

 

Hjemme

Efter terapien i 1963, og efter at de havde hørt båndene med trancesessionerne, havde de fået et overblik over hvad der var sket. De kom til det resultat, at den første bippen havde bragt dem i en trancelignende tilstand, og at den anden havde bragt dem tilbage til normal tilstand.

Deres oplevelse i 1961 forblev stort set ukendt, og de gjorde intet forsøg på at offentliggøre den. Alt dette ændrede sig den 25 oktober 1965, da en journalist fik fat i historien. Den blev bragt som forsidehistorie i Boston Traveler. Næste dag havde UPI historien, og nu havde ægteparret vakt international opmærksomhed.

I 1966 udkom deres beretning under titlen The interrupted Journey af John Fuller, hvor udskrifterne af trancesessionerne blev gengivet. Den blev en klassiker indenfor ufologien.

Med denne bog begyndte billedet af halvtredsernes harmløse og til tider meget positive rummennesker at glide bort, for nu dukkede der rædselsberetninger op. De positive rummennesker blev erstattet af uhyggelige aliens, der bortførte folk og udsatte dem for ydmygende og smertefulde undersøgelser.

Med dette begyndte de mange bortførelser, hvor vidnerne oplevede, at der manglede nogen tid, efter at de havde været tæt på et UFO. I mange tilfælde har man med hypnose kunne få dem til at genkalde sig, hvad der var sket i ”den manglende tid.”

Der er lighedspunkter mellem Villas Boas oplevelse i 1957, og det der skete for Betty og Barney Hill i 1961. Bl. a. beskrivelsen af besætningernes øjne, og de smalle læber. Det ser ud som om det var mennesker der kom fra den samme egn af universet – måske det samme solsystem eller den samme planet – det ser ud som om der er en forbindelse.